Vi bruger forskellige ord om de samme ting og vi lægger forskellig betydning i de samme ord. Så hvis du ikke er sikker på hvad afsenderen mener, så spørg ind. Jeg har ofte observeret folk tale sammen, hvor de tror de er helt enige, men hvor det for den udenforstående er tydeligt, at de taler om to forskellige ting eller tillægger konklusionen helt forskellig værdi eller indhold. Et eksempel: "Når du siger, at du gerne vil have mere nærvær, hvad mener du så helt konkret med "nærvær" - hvad vil du gerne have, at jeg gør?"

Særligt når vi stiller krav og og forventninger op - eller udtrykker skuffelse over noget den anden har gjort eller ikke-gjort kan det gå galt - og det er ekstra vigtigt at få checket tolkningen.

​​​Et andet område, hvor vi tolker (for) meget er mimik og kropssprog. Her er det vigtigt at du prøver at tolke åbent på "objektive" observationer. Altså ikke så meget "du ser sur ud" og mere "du rynker brynene og er ret tavs - betyder det at du er sur?"

Det siger sig selv - det er bare ikke rart at blive afbrudt, og det giver én følelsen af at den anden ikke er interesseret og hellere selv vil tale og fortælle i stedet for at høre.

Ingen bryder sig om at blive dømt eller få at vide at de er forkerte. Og grænsen mellem at sige noget der er forkert og være forkert er hårfin. "Du tager fejl" - "Nej sådan er det ikke" kan lukke en samtale ned på et øjeblik. Hvis du er uenig, så sig at du er uenig! - og sig det på en måde der respekterer den andens holdning, fx:

Jeg oplever det på en anden måde...
Jeg føler, at xxx er vigtigere...
Min erfaring går mere i retning af..."

​​​Så bekræfter du at den anden er OK og har ret til at mene som han/hun gør, men at du oplever emnet på en anden måde. Et gammelt ordsprog siger, at "for at få nogen til at forstå det DU forstår, må du først forstå det den anden forstår".

Og ikke bare hørt, men også forstået det - og stil åbne opfølgnings spørgsmål. Når du kvitterer for det du har hørt den anden sige, opnår du tre ting: For det første bekræfter du den anden (og det kan alle mennesker lide). For det andet sikrer du dig mod forkerte tolkninger af det den anden har sagt. Og metoden til opfølgnings spørgsmål er selvfølgelig - ÅBNE spørgsmål. Endelig holder du dialogen og kommunikationen i gang - samtalen dør ikke ud af sig selv.

For det første handler god kritik om det den anden GØR (eller siger) - ikke det han/hun ER. For det andet har du selv ansvaret for hvordan DU agerer og reagerer - det er aldrig den andens ansvar!

Formuler det problem / den følelse DU får ved den andens adfærd. Så er det op til den anden at afgøre om han/hun ønsker at hjælpe dig af med det problem. Meget ofte er den, der begår fejlen slet ikke klar over, at der er et problem og at du bliver såret / ked / irriteret /vred over det - og som regel vil den anden hellere end gerne hjælpe dig af med det problem - ved simpelthen at lade være med at begå den samme fejl.

Andre gange er svaret "bare ærgerligt, Sonnyboy" - og så må du jo afgøre, hvad du så vil gøre. Du har kun tre muligheder: Flyt dig fra problemet- i yderste konsekvens ved at lade være med at være sammen med vedkommende. Lev med det - og hold op med at være sur over det - der er rigtigt mange småting, som man i virkeligheden kan vedtage at være ligeglad med - og så holder de op med at være et problem. Forbliv sur - Så har du taget ansvaret for den andens adfærd og du bliver næppe lykkeligere af det. Det uheldige er, at det er den måde vi ofte reagerer på - problemet forbliver uløst og fylder os med dårlig energi.

Når du formulerer din kritik postitivt, bliver det til et tilbud om at hjælpe dig i stedet for et krav om ændring - Du giver den anden mulighed for at tage ansvar for sin adfærd og du giver dig selv mulighed for at tage ansvar for din egen reaktion.

​Og husk sandwichmodellen: Ros-Ris-Ros: Husk at "pakke" din kritik og ændringsforslag ind i ros / anerkendelse. Hvis du har noget positivt at sige både før og efter det negative, så øger du modtagerens modtagelighed. Kritikken "kommer bedre ind" sådan at modtageren faktisk hører hvad du siger i stedet for at gå i forsvarsposition med det samme.

Gode råd og løsningsforslag er noget vi er rigtigt gode til at give, uanset om de er velkomne - og det er de sjældent.

Sat på spidsen er mænd rigtigt gode til at gå i løsnings-mode - vi vil så gerne handle og "gøre noget". Kvinder derimod er rigtigt gode til at være proces-orienterede - de har behov for at tale om problemet og få det vendt og drejet - ikke for at få det løst. Det at tale om det, får "problemet" til at gå væk. De to ting kolliderer tit - han kan ikke forstå at hun ikke bare "gør noget" - løsningen ligger jo lige for. Og hun kan ikke forstå at han ikke gider lytte, at han altid bare skal være klogere.

​Så skulle man tro, at mænd var glade for gode råd og hjælp .... men sådan er det langt fra altid. Mænd har det med at opfatte uinviterede "gode råd" som kritik - vi vil gerne selv løse problemet. HVIS han har brug for hjælp, eller et godt råd, skal han nok selv bede om det.